Det blå sygesikringskort: Alt om dækning og anvendelse

Hvor vil du rejse hen?

Det er ikke helt ligegyldigt, hvor din næste rejse går til. Andelen af, hvor meget du selv skal betale, hvis uheldet er ude, varierer nemlig fra land til land, også selvom du har medbragt det blå EU-sygesikringskort.

Hvad er det blå EU-sygesikringskort?

Det blå EU-sygesikringskort – også kaldet “det blå kort” – er et internationalt sygesikringsbevis, der giver dig adgang til nødvendig offentlig lægehjælp, hvis du bliver syg eller kommer til skade under en rejse i EU-, EØS-lande eller Schweiz. Kortet dokumenterer, at du er dækket af den danske offentlige sygesikring og giver dig samme rettigheder som borgere i det land, du opholder dig i.

Det er vigtigt at huske, at det blå sygesikringskort kun gælder i disse lande. Hvis du rejser til et land uden for EU eller EØS – som eksempelvis Tyrkiet, Thailand eller USA – kan du ikke bruge kortet. Her er du helt afhængig af en privat rejseforsikring for at være dækket.

Inden du rejser, er det derfor en god idé at tjekke, om din destination er dækket af det blå sygesikringskort, så du ved, hvad du kan forvente, hvis du skulle få brug for hjælp undervejs.

Det blå sygesikringskort er ikke et alternativ til rejseforsikring

Som nævnt tidligere, kan du med det blå EU-sygesikringskort modtage lægehjælp på offentlige hospitaler og klinikker i Europa. Her gælder de samme vilkår, som er gældende for borgerne i det pågældende land, du rejser i. Det betyder, at du i flere europæiske lande kan komme ud for at selv skulle betale en del af udgifterne, hvis du får brug for lægehjælp - til trods for at du har det blå kort med.

Derudover dækker det blå sygesikringskort hverken hjemtransport, tabt bagage eller ødelagte feriedage. Hvis du eksempelvis kommer alvorligt til skade og skal transporteres hjem til Danmark, kan udgifterne hurtigt ende med at blive meget høje. Derfor anbefaler vi, at du også har en privat rejseforsikring, når du rejser i Europa. Rejseforsikringen sikrer dig i en lang række tilfælde, så du kan fokusere på at nyde ferien og undgå dyre overraskelser, hvis uheldet er ude.

Hvad dækker det blå sygesikringskort?

Det blå EU-sygesikringskort dækker udgifter til nødvendig læge- og sygehusbehandling, medicin mm. under ophold i et EU-land, Norge, Island, Liechtenstein eller Schweiz. I nogle lande er behandlingen gratis, mens der i andre lande kan være en høj grad af egenbetaling for både lægehjælp, hospitalsindlæggelse og medicin.

Hvis du rejser gennem flere lande, skal du kende reglerne for hvert land, du besøger. Det er især relevant at vide, hvis du ikke vil risikere at få en dyr overraskelse. 
Hvis du er taget afsted og bliver i tvivl om, hvad det blå kort dækker, kan du altid ringe på vagtnummeret, der står bag på det blå sygesikringskort.

Læs mere om, hvordan du er dækket med det blå sygesikringskort her >

Hvordan bestiller jeg det blå EU-sygesikringskort?

Det er vigtigt, at du sørger for at bestille det blå sygesikringskort i god tid, inden du rejser fra Danmark. Du modtager normalt kortet inden for 2-3 uger. Du kan bestille det blå sygesikringskort digitalt på borger.dk, men hvis du ikke har mulighed for at betjene dig selv på nettet, kan du få hjælp i kommunens borgerservice eller på biblioteket. Du kan også bestille til dine familiemedlemmer, der bor på samme adresse. 

Hvad gør du, hvis du glemmer at få det blå kort med på ferien?

Hvis du har glemt dit blå sygesikringskort, kan du kontakte Udbetaling Danmark og få udstedt et midlertidigt bevis - en såkaldt erstatningsattest. Dette bevis kan sendes direkte til behandlingsstedet, så du stadig kan få offentlig behandling på rejsen. Alternativt kan det være, at behandlingsstedet i nogle tilfælde selv kan tage kontakt til Udbetaling Danmark. 

 

Hvad dækker det blå sygesikringskort ikke?

Selvom det blå EU-sygesikringskort er en god idé at have, har det sine begrænsninger. Det blå kort dækker ikke i Danmark, Grønland og på Færøerne, hvor du skal bruge dit almindelige gule sygesikringskort, hvis du skal til lægen eller kommer akut til skade.

Derudover er der en række situationer, hvor det blå kort ikke dækker: 

  • Privathospitaler og private klinikker - Du vil oftest skulle betale hele regningen, hvis du bliver behandlet på et privathospital. Det samme gælder, hvis du har behov for behandling hos private speciallæger, fysioterapeuter eller tandlæger, da disse som udgangspunkt ikke dækkes.

  • Patientgebyrer og egenbetaling - Mange steder skal du selv betale en del af behandlingen, og de udgifter bliver ikke dækket af det blå sygesikringskort.

  • Hjemtransport til dit bopælsland - Hvis du kommer i den uheldige situation at skulle hjemtransporteres, er der med det blå EU-sygesikringskort, ligesom det har været tilfældet med det gule sundhedskort siden 2008, ingen dækning. Den eneste måde du kan få dækket en eventuel hjemtransport på, er ved at tegne en privat rejseforsikring.

  • Ødelagte feriedage og tabte oplevelser - Hvis sygdom eller ulykke ødelægger din ferie, dækker kortet ikke kompensation for mistede feriedage.

  • Evakuering og krisehjælp - Ved alvorlige hændelser som naturkatastrofer eller terrorangreb dækker kortet ikke udgifter til evakuering.

Af grunde som disse er det derfor en god idé at kombinere dit blå kort med en privat rejseforsikring, så du er dækket hele vejen rundt, når du rejser i udlandet.

Sådan anvender du det blå kort 

Hvis du skulle være så uheldig at komme til skade eller blive syg under et midlertidigt ophold i et andet europæisk land, skal du starte med at finde et hospital, en klinik eller en læge, der er en del af det offentlige sundhedssystem - såfremt der naturligvis er behov for det.

Her fremviser du dit blå sygesikringskort, som dokumenterer, at du er berettiget til behandling på samme vilkår som borgere i landet. Efter du har vist kortet, registreres du som offentlig patient. Husk altid at spørge, om stedet accepterer det blå sygesikringskort, inden du siger ja til behandling. 

Husk at søge refusion

Er der eventuel egenbetaling, skal du selv betale på stedet, og den refunderes som udgangspunkt ikke gennem kortet. Såfremt der er ekstraudgifter, eller hvis du utilsigtet kommer til at betale hele behandlingen selv, skal du huske at få en detaljeret regning. Når du kommer hjem til Danmark, kan du søge om refusion gennem din region. Dog dækker refusionen kun op til det danske niveau for offentlige udgifter.

Få en solid dækning på ferien med en privat rejseforsikring fra Europæiske ERV

Hvis du vil være sikker på, at du har mulighed for at kunne få dækket alle udgifter i forbindelse med en uforudset hændelse på rejsen, bør du tegne en privat rejseforsikring. Hos Europæiske ERV tilbyder vi en række forskellige rejseforsikringer, der passer til dén type rejsende, du er. Fælles for dem alle er den solide grunddækning, som sikrer dig i en lang række tilfælde på ferien. Du har samtidig mulighed for at tilpasse din rejseforsikring yderligere til dine behov med vores forskellige tilvalgsdækninger. 

Se alle vores rejseforsikringer her >