På ferie med tog i Europa
Interrailkort – hvordan fungerer det?
“Køb, hent og rejs” - så nemt er det med et Interrailkort. Kortet er gyldigt som billet på næsten alle tog i Europa, med kun få undtagelser, og det er derfor perfekt til en længere togrejse. Vær opmærksom på, at visse strækninger kræver pladsreservation, hvilket kan koste en smule ekstra. Det er altså godt at medregne i budgettet.
Fordelen ved at købe et Interrailkort er, at det ofte er billigere end at købe separate togbilletter til hver destination på sin rejse. Kortet indeholder ubegrænsede rejser – perfekt for dig der ikke kan få nok af Europas byer. Samtidig får du friheden til at være spontan og blive længere i de byer, du kan lide, eller eksempelvis tage tidligere afsted hvis vejret skulle svigte.
Rejse uden Interrailkort
Der er visse forskelle mellem Øst-og Vesteuropa. Det er eksempelvis billigere at rejse, spise og overnatte i Østeuropa, og det samme gør sig gældende for togbilletter, der ofte kan købes i de pågældende lande til en fordelagtig pris. For dig som planlægger at rejse i Vesteuropa, kan det som sagt være en god investering med et Interrailkort.
Hvilke lande indgår i et Interrailkort?
Der findes to forskellige kort, afhængigt af om du besøger et eller flere lande. Enten kan du købe Interrail Global Pass, der gælder til rejser mellem flere lande, eller du kan købe et Interrail One Country Pass, der gælder til flere rejser indenfor samme land. De udbudte lande er stort set de samme:
Bulgarien, Belgien, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Italien, Letland, Litauen, Luxembourg, Kroatien, Nordmakedonien, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Schweiz, Serbien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Storbritannien, Tjekkiet, Tyrkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.
Mens der i et Interrail Global Pass også indgår:
Bosnien-Hercegovina, Montenegro
Hvem kan rejse med Interrail?
Som borger i Europa kan du rejse med Interrail, uanset hvor gammel du er. Der findes dog rabatter for bestemte aldersgrupper, ligesom børn op til 11 år rejser gratis sammen med en voksen. Glem ikke at udfylde dine rejselande i din togprotokol. Er den ikke udfyldt korrekt, kan det resultere i en bøde.
Togrejse med barn
En af fordelene ved dette er allerede nævnt; børn under 11 rejser gratis sammen med en voksen. Derfor er togrejsen en billig løsning, hvis I planlægger at besøge flere lande eller byer på jeres ferie. At rejse med toget er praktisk og fleksibelt, da I ikke behøver møde op længe før afrejse (modsat flyveturen), og barnet ikke når at blive utålmodigt. Det er også en god måde for et barn at få set en masse på. I toget kan I virkelig følge Europas skiftende landskaber lige foran jer. Planlægger I at krydse en længere strækning, kan I overveje at tage et nattog – et spændende eventyr for store og små.
Tips til togrejsen med børn
- Rejser I om natten? Book en kupé, så I ikke behøver bekymre jer om at forstyrre eller blive forstyrret af andre passagerer.
- Bliv gerne et par dage på hver destination for at undgå stress.
- Bestem ruten og book overnatning inden afrejse, hvis I rejser med små børn. Omvendt er I fleksible på rejsedagen og kan tage de tog, der passer, uden at tilpasse jer efter et præcist tidspunkt.
- Foretag pladsreservation, hvis I rejser i sommermånederne for ikke at risikere at skulle stå op på en lang togtur.
- Medbring egen mad på toget for at holde omkostningerne nede.
- Pak spil, tegneblok, et papirkort (for at kunne vise og indtegne destinationerne) og eventuelt en tablet til film.
- Medbring vandflasker i glas, som I kan fylde op undervejs. Et billigt og miljøvenligt alternativ til at købe engangsflasker i plast undervejs.
Interrail for pensionister
At rejse med tog i Europa er perfekt for pensionister, for her rejser du i dit eget tempo. Du kan selv vælge, hvilken dag du rejser videre uden at planlægge for lang tid i forvejen. Du kan også holde et øje på vejrudsigten, når du planlægger din tur.
Er du over 60 år, får du rabat på Interrailkortet. Læs mere om de forskellige typer kort; visse typer er billigere ved kun at indeholde et begrænset antal rejser i en bestemt tidsperiode. Det fine ved at rejse med tog er, at man frit kan besøge restaurantvognen, når mad- og drikkedepoterne har brug for at blive fyldt op. Man får set en masse flot natur på vejen, og toget stopper ofte midt i byen, så det er nemt at komme rundt og se sig om.
Tips til seniorer på togrejse
- Undgå om muligt sommerens højsæson, hvor pladsen i toget kan blive mere trang.
- Planlæg ruten i store træk. Læs om de forskellige ruter på jernbaneselskabernes hjemmeside, på rejseblogs eller i rejseguides.
- Pak let og smart. Længere nede på siden finder du flere tips til at pakke.
- Køb pladsbillet til toget for at undgå at skulle stå op. Gælder særligt i weekenden.
- For billige ophold kan du overnatte på vandrehjem, men her indgår morgenmaden som regel ikke. Vælg hotel for mere komfort.
- Læs mere om de forskellige Interrailkort og køb et, der passer til dit budget.
- Besøg turistinformationen i de forskellige byer for at få mere information om seværdigheder og lignende.
Hvad koster en togrejse i Europa?
Hvad en togrejse koster, afhænger selvfølgelig af sæsonen, hvilke lande man besøger, og hvor mange I rejser. Men det fine er, at du helt selv vælger og planlægger din rejse efter, hvad du har lyst til. Tag med i beregningen, at det generelt er dyrere i Vest- end i Østeuropa.
Lande og byer du kan besøge på din togrejse
Der findes selvfølgelig en hel masse fantastiske byer og lande at besøge i Europa. Som tidligere nævnt, kan det være praktisk at planlægge dine stop i forvejen, så du kan booke overnatning og pladsbilletter til toget i god tid. Det kan være fristende at gøre en masse stop på rejsen, men det kan føre til, at du ikke helt når at opleve de udvalgte steder. For at gøre det hele lidt nemmere, og som en inspiration til din togtur, har vi samlet information om nogle af de mest populære lande og byer.
Togrejse i Tyskland
Rejsemålet for dig der vil udforske alt fra sjove ferieparker til historiske steder, dagture til idylliske landsbyer og festlige events. Besøg Berlin for at opleve en storby med masser af puls, historiske mindesmærker og gode shopping-muligheder. Sæt kursen mod hyggelige byer som Wittenberg, Saarburg eller Beilngries for et mere afslappet tempo blandt gamle bygninger, markedspladser og hyggelige restauranter.
Togrejse i Schweiz
Her zigzagger toget sig frem mellem hvide bjergtoppe og grønne dale. Et helt fantastisk landskab der også med fordel kan opdages til fods, hvis du er til vandreture. Vil du hellere opleve bymiljøer, er hovedstaden Zürich et besøg værd. Schweiz er et godt sted at gøre et stop på din togrejse, da det grænser op til både Italien, Tyskland og Østrig. Af samme grund tales der fire officielle sprog – fransk, tysk, italiensk og rætoromansk.
Togrejse i Italien
Landet som er kendt for sin fantastiske mad, inklusive udsøgt gelato-is. I Rom kan du opleve en storby med årtusinder af historie, fyldt med bygninger fra Romerriget og med muligheden for spændende guidede ture der giver dig indblik i fortiden. Italien har også flere kystområder, der er værd at besøge. Bl.a. Cinque Terra med sine fem farverige byer på grænsen til Frankrig. Herfra kommer du nemt videre til den franske riviera.
Togrejse til den franske riviera
Kyststriben i det sydlige Frankrig kendetegner en god ferie. Gør som kendisserne og besøg filmbyen Cannes med dens smukke strande, eksklusive butikker og unikke øer, eller begiv dig til Antibes og Juan-les-pins for sol, badning, windsurfing og sejlture. Antibes er god til børnefamilier takket være de flotte strande og den behagelige temperatur, mens Nice er et perfekt eksempel på en livlig by, der oser af glamour. Her finder du masser af spændende butikker og kunstmuseer.
Togrejse i Spanien
Landet der er kendt for tyrefægtning, herlig mad, behageligt klima og sine populære fodboldhold. Et land der byder på noget for alle, ganske enkelt. Barcelona er den næststørste by i Spanien og tilbyder en unik kombination af byliv og sandstrande. Madrid er Spaniens hovedstad og har, foruden tyrefægtning, en lang række seværdigheder der alle ligger i gåafstand fra hinanden. Et godt valg for dig der vil have mest muligt ud af et par enkelte dage.
Pakkeliste inden din togrejse i Europa
Inden afrejse gælder det om at pakke så let som muligt. Du kommer til at skulle bære en del ved på- og afstigning samt undervejs til overnatningsstedet. Selvfølgelig er det også vigtigt at pakke efter vejret. Regn eller kulde skulle helst ikke ødelægge ferieoplevelsen. Pak en let regnjakke og en lidt varmere trøje. Den bedste måde at pakke tøj på er faktisk at rulle det - sådan fylder det mindre. Rejser du med børn, er en sammenklappelig vogn en god idé til at skåne de små, trætte fødder på længere byvandringer. Er dit barn endnu mindre, kan du medbringe en bæresele. På den måde har du også hænderne fri, når I skal rundt.
For at du ikke skal glemme noget, har vi lavet en liste med ting, der er gode at medbringe:
Det vigtigste at huske ved pakning
- En god og bekvem rygsæk. At tage på togrejse i Europa med en almindelig rejsetaske kan være besværligt. Det gælder især, hvis du skal besøge en masse forskellige steder undervejs.
- Gode og behagelige sko. Gerne sko som du allerede har gået til.
- Bankkort og penge. Det er godt at tjekke inden rejsen, om din bank tager afgifter for hævning i udlandet.
- Pas eller nationalt ID-kort (hvis du kun rejser indenfor EU/Schengenområdet). Husk at dit kørekort ikke er tilstrækkeligt som internationalt ID.
- Det blå EU-sygesikringsbevis. Dit europæiske sygesikringskort giver dig den nødvendige sundhedspleje i andre EU/ESS-lande. Har du brug for et nyt kort, skal du huske at bestille det i god tid før afrejse.
- Forsikringskort fra dit forsikringsselskab. Sørg også for, at du har den rette rejseforsikring til lige netop din rejse.
- Hængelås. Især hvis du overnatter på hostels, der ofte tilbyder låsbare skabe. Det kan også være en god idé at aflåse tasken under togrejsen - særligt hvis du rejser med nattog.
- El-adapter. De fleste europæiske lande anvender det såkaldte europlug, altså den samme stikkontakt som du kender fra Danmark. Undtagelser er dog Storbritannien og Irland, og her er en adapter til dine elektroniske produkter vigtig.
- Solcreme. Husk at solens styrke særligt i Sydeuropa er noget kraftigere, end hvad vi kender fra Skandinavien.
- Et lille rejseapotek og eventuel medicin. Det kan være godt at pakke smertestillende piller, plaster og vabelplaster. Bliver du let køresyg, kan et køresygemiddel være en stor hjælp, da du tilbringer mange timer i toget.
Klimavenlig ferie – rejs klimasmart med toget
Interessen for at rejse klimavenligt er steget meget de seneste år. En togrejse har mange klimamæssige fordele. Faktum er, at en togrejse er en af de mest miljøvenlige måder at rejse på. Sammenlignet med flyveturen er dit klimaaftryk meget lavere. Det gælder, uanset om du rejser indenfor Skandinavien eller ude i Europa.
Togturen er på en anden måde end flyveturen en oplevelse i sig selv: Her kan du slappe af, falde i snak med dine medpassagerer, opleve fællesskabet i restaurantvognen og nyde landskabet der på behagelig vis suser forbi vinduet. At rejse med tog indbyder helt enkelt til at være social, uanset om du rejser alene, med familien eller dine venner.
Du glemmer vel ikke rejseforsikringen?
Søg efter pris og køb