Hvornår dækker en rejseforsikring ikke?
Mulige begrænsninger i din rejseforsikring
Din rejseforsikring dækker som udgangspunkt de personer, den periode, det geografiske område samt de situationer, der er angivet i forsikringspolicen. Dertil er der også nogle begrænsninger og undtagelser du bør være opmærksom på, heriblandt:
- Eksisterende lidelser/sygdomme - Din rejseforsikring dækker som udgangspunkt ikke i forbindelse med udgifter til behandling på rejsedestinationen ved eksisterende lidelser eller sygdomme, der er opstået før afrejse. Har du en kronisk sygdom eller lidelse, skal du søge om et medicinsk forhåndstilsagn for at få vurderet, om du kan få dækket eventuelle udgifter til behandling under rejsen.
- Særlige aktiviteter - Din almindelige private rejseforsikring dækker i forbindelse med en lang række aktiviteter, men der er nogle undtagelser. Det gælder blandt andet ved nogle former for ekstremsport, udøvelse af professionel sport eller farligt manuelt arbejde samt behandlingsrejser. Skal du eksempelvis stå på ski, kræver det en særlig Skirejseforsikring. Se også vores oversigt over nogle af de aktiviteter, din rejseforsikring normalt dækker eller ikke dækker her.
- Undtagelser for forsinket eller aflyst fly - Din rejseforsikring dækker ikke flyforsinkelser eller aflysninger, hvis du ikke overholder den officielle check-in eller minimum transfertid (MCT) angivet af transportudbyderen. Forsikringen dækker heller ikke de udgifter, som flyselskabet eller rejsearrangøren er forpligtet til at betale, som f.eks. refusion for din billet. Hvis forsinkelsen skyldes strejke, konkurs eller myndighedsindgreb, er det transportudbyderens ansvar.
- Rejser til lande/områder frarådt af Udenrigsministeriet - Hvis du rejser til et område, hvor Udenrigsministeriet har frarådet alle rejser, vil din rejseforsikring fra Europæiske ERV ikke dække. Hvis advarslen udstedes under din rejse, vil du dog stadig være dækket i op til 14 dage, dog forudsat at du forlader området så hurtigt som muligt.
- Afbestilling af rejser - Din almindelige rejseforsikring fra Europæiske ERV dækker ikke afbestilling af din rejse, medmindre du har tilvalgt det på en årsrejseforsikring.. Hvis du får behov for at afbestille din ferie, bør du tegne en separat afbestillingsforsikring, der dækker udgifter, hvis du bliver nødt til at annullere din rejse af uforudsete årsager såsom sygdom eller andre akutte hændelser.
- Erhvervsrejser - En privat rejseforsikring fra Europæiske ERV dækker ikke erhvervsrejser. Hvis du rejser i forbindelse med arbejdet, bør du sikre dig, at du har en erhvervsrejseforsikring, som tilbyder den nødvendige dækning for arbejdsrelaterede hændelser, sygdom eller skader under din rejse.
- Ferier i Danmark - Som udgangspunkt dækker ikke alle rejseforsikringer fra Europæiske ERV ferieophold i Danmark. En undtagelse er dog vores Årsrejseforsikring, der også dækker ferieophold i Danmark med mindst to overnatninger. En anden undtagelse er Feriebolig Afbestilling, der dækker afbestilling af ferieboliger i både Danmark og udlandet.
- Rejser uden for det geografiske dækningsområde - Din rejseforsikring dækker kun inden for det geografiske område, der fremgår af din forsikringspolice. Dette kan være et begrænset område som “Udvidet Europa”. Hvis du rejser uden for det område, der er angivet, vil du ikke være dækket. Ønsker du at være dækket på rejser i hele verden, kan du med fordel vælge “Verden inkl. USA” som geografisk dækningsområde.
- Rejser ud over dækningens varighed - Rejseforsikringen gælder kun i den periode, der er angivet i din police, fra du forlader dit hjemland og indtil du vender tilbage. Hvis du forlænger din rejse uden at forlænge forsikringen eller overskrider den angivne periode, vil du som udgangspunkt ikke være dækket for skader eller omkostninger, der måtte opstå efter den oprindeligt aftalte periode.
Du kan tegne en Enkeltrejseforsikring, der dækker på enkeltstående rejser mellem alt fra en enkelt dag til 24 måneder, eller du kan vælge vores Årsrejseforsikring, der dækker dig hele året rundt og på rejser med op til 30 dages varighed.
Du kan læse yderligere om de forskellige betingelser og undtagelser i vores forsikringsbetingelser.
Har du yderligere spørgsmål?
Det er vigtigt, at du læser forsikringsbetingelserne grundigt og vær opmærksom på, hvad din rejseforsikring dækker og ikke dækker. Hvis du har spørgsmål eller er i tvivl om noget, er du altid velkommen til at kontakte os hos Europæiske ERV. Vores erfarne kundeservice sidder klar til at hjælpe dig.
- {{originalfilename}} x
Du glemmer vel ikke rejseforsikringen?
Søg efter pris og køb