Flyrejser med børn
Spædbørn med i flyet
Hos de fleste flyselskaber regnes børn, som er ældre end syv dage og yngre end to år, som spædbørn. Her behøver barnet ikke sit eget sæde, men kan derimod sidde på skødet eller i en bæresele. Glem dog ikke, at din baby også skal gennem check-in, også selvom den lille ikke har sit eget sæde. Af og til skal check-in ske, inden du møder op i lufthavnen. Kontakt derfor gerne dit flyselskab i god tid inden afrejsen, så du kender de gældende regler.
Der er ofte mulighed for at forhåndsbestille en såkaldt basinette eller baby crib – en rejsevugge, som fastgøres ved din siddeplads. Vær dog ude i god tid, da disse pladser er begrænsede og ofte bliver booket hurtigt.
OBS! Hvis du flyver med et barn, som fylder to år inden hjemrejsen, skal du booke en børnebillet.
Siddepladser
Et godt tip er at være ude i god tid og forsøge at booke sæder enten langt fremme, tæt på toiletterne eller ved et vindue, alt afhængigt af hvad du foretrækker. Pladserne længst fremme har ofte plads til en rejsevugge og ekstra benplads, og de befinder sig som regel også tæt på toiletterne. Mange, som har små børn på skødet, foretrækker at sidde ved et vindue, så de kan læne sig op ad væggen. Glem endelig ikke nakkepuden og et ekstra tæppe.
Gå ombord først
De fleste flyselskaber prioriterer familier med mindre børn ved ombordstigning (boarding), men hvis du er usikker, kan du altid bede personalet ved gaten om at komme ind først. På den måde slipper du for lange køer og ventetid, hvilket sjældent er noget, som børnene har nemt ved.
Flyvetider
Hvis du har muligheden for at vælge, er der visse flyafgange, som passer småbørnsfamilier bedre end andre. Aften- og natflyvninger plejer at være de bedste, eftersom de gør det nemmest for barnet at sove under turen (hvilket forældrene nok også er glade for). Fly som afgår mellem kl. 17.00-23.00 er således de mest børnevenlige, især ved lange flyvninger.
Oprethold de normale soverutiner
Ved aften- og natflyvninger bør man forsøge at opretholde barnets almindelige soverutiner. Tag nattøj på, giv den lille noget at spise efter behov og læs en historie eller syng en sang. Hvis barnet har svært ved at falde til ro, eller hvis der er for meget støj ombord på flyet, kan det være en idé at tage ørepropper med for at holde den værste larm væk.
At bruge en bæresele eller en slynge kan være din redning på længere flyveture, hvor barnet skal sove trygt. Bær den på dig, når du går ombord, for så slipper du for unødvendig vægt i håndbagagen.
I håndbagagen
Det er som regel ikke tilladt at medbringe ekstra håndbagage til børn under to år, men det er ofte muligt at medbringe en klapvogn/barnevogn, uden at det koster ekstra. En udfordring, når du flyver med børn, er, at din håndbagage ofte er begrænset både i forhold til vægt og størrelse. Din håndbagage må almindeligvis max. veje 10 kilo, og du må ikke medbringe væsker, creme, gels eller lignende i beholdere, som rummer mere end 100 ml.
Det er dog tilladt at medbringe babymad i glas, vællingepulver og smoothies på flyet. Pak det ned på en tilgængelig plads i tasken, så du hurtigt kan finde det frem og vise det til personalet ved sikkerhedskontrollen. Her kommer en liste med ting, som er gode at have med i håndbagagen, når du flyver med børn:
o Vand- og/eller sutteflaske (helt tom eller kun med vællingepulver i, bed om vand på flyet)
o Snacks, eksempelvis majschips, riskager, smoothies eller rosiner
o Servietter og vådservietter
o Et par ekstra bleer
o Minimum to hagesmækker
o Legetøj, pegebog og/eller anden underholdning
o Skiftetøj (tænk lag-på-lag, så du kan tage tøj af og på, alt afhængigt af temperaturen i kabinen)
o Pyjamas
Undgå at glemme noget vigtigt på rejsen.
Børn som får ondt i ørene under flyveturen
Alvorlige problemer med øresmerter ved flyvning er usædvanligt, hvis barnet ikke er forkølet eller har ørebetændelse på rejsetidspunktet. Hvis du er usikker på, om dit barn har en tendens til at få problemer med ondt i ørerne, bør du konsultere en læge, inden I rejser.
Tips ved start og landing
Det kan være svært at få små børn til selv at trykudjævne øret. Der er dog hjælpemidler, eksempelvis særlige næseballoner, men en almindelig næsespray eller næsedråber kan også fungere. Et godt trick er at amme eller give vælling, vand eller en anden drik i en sutteflaske ved start og landing for at minimere risikoen for propper i ørene.
Den rette indstilling
Til sidst er vores bedste råd at forsøge at have den rette indstilling, når du rejser med børn. Forsøg at være rolig og tålmodig, når den lille er urolig, ked af det eller uartig. Det er spændende og nogle gange også udfordrende at flyve med små børn. Sørg for at forberede dig så godt, du kan med både “bestikkelse” og distraktioner i form af snacks, legetøj eller underholdning.
Sidst men ikke mindst – vær ikke bange for at bede om hjælp, når du har brug for det! Personalet ombord gør deres bedste, så det bliver så nemt som muligt for dig, som flyver med børn – og sikkert også for dine medpassagerer.
Har du husket rejseforsikringen? Her finder du den rigtige rejseforsikring til dig og din familie >>
Du glemmer vel ikke rejseforsikringen?
Søg efter pris og køb