Europæiske melder klart ud om hjælp til forsikrede (i karantæne)Europæiske Rejseforsikring har i dag valgt at sidestille eventuel karantæne i forbindelse med influenza A med sygdom. Beslutningen betyder, at såvel private som erhvervsrejsende får dækket eventuelle tab i en række situationer.”Vi dækker for eksempel, hvis det bliver nødvendigt at aflyse en rejse på grund af smitte med influenza A eller mistanke om smitte med sygdommen hos den forsikrede selv eller nære familiemedlemmer. Desuden dækker vi for ødelagt ferie, hvis folk bliver syge eller bliver sat i karantæne, mens de er af sted, og både privatrejsende og erhvervsrejsende får refunderet udgifterne til nye flybilletter, hvis det bliver nødvendigt at ændre hjemrejsetidspunktet på grund af karantæne,” siger underdirektør i Europæiske Rejseforsikring, Jakob S. Bender.”Der er i øjeblikket stor nervøsitet i forhold til smitte med influenza A. Med vores beslutning skærer vi igennem for at fjerne eventuel usikkerhed om, hvad man kan forvente som forsikret hos os. Folk skal ikke gå og være nervøse for, at det skal koste dem mange penge at blive ramt af pandemien, ” tilføjer Jakob S. Bender.Europæiske Rejseforsikring har netop lagt et større tema om influenza A på sin hjemmeside, www.er.dk.Underdirektør Jakob S. Bender kan træffes på telefon 20 20 08 50 for yderligere oplysninger.