På trods af finanskrisen vil danskerne stadig ud at rejse, og langt flere rejsende er blevet bevidst om, at det er uhyre vigtigt at have den rigtige rejseforsikring med i bagagen.
Samlet set er markedet for rejseforsikring vokset med ca. 25 procent siden ændringerne af reglerne om dækning fra den offentlige sygesikring, som trådte i kraft 1. januar.
Efter regelændringerne kan det betyde økonomisk ruin for de rejsende, hvis forsikringen ikke er i orden – og dét tør de færreste risikere, især ikke i økonomiske nedgangstider.
”Vi kan helt klart mærke den øgede bevidsthed i forhold til at sikre sig på rejsen. Vi sælger markant flere forsikringer, både årsrejseforsikringer og forsikringer, der kun dækker for den enkelte rejse,” siger underdirektør i Europæiske Rejseforsikring, Jakob S. Bender.
Hos Europæiske Rejseforsikring har man gjort meget ud af at informere om de nye dækningsregler, men det er alligevel gået galt for en række danskere, som er strandet i udlandet uden forsikring.
”Det er selvfølgelig skræmmende at høre historier om folk, der ender med at betale flere hundredetusinde kroner i hospitalsregninger, og vi kan konstatere, at udsigten til den slags skrækscenarier i høj grad har fået danskerne til at tage rejseforsikring alvorligt,” siger Jakob S. Bender.
Underdirektør i Europæiske Rejseforsikring Jakob S. Bender kan kontaktes på 20 20 08 50 for yderligere oplysninger