Årets prisvinder af Europæiske Rejsepris belønnes for blandt andet danske guider og destinationen Nordkorea.
Foreningen af Danske Rejsejournalister uddeler Europæiske Rejsepris til en person eller et firma, der har ydet en fornem præstation til fordel for forbrugerne i det år, der er gået. Det sker for 27. gang på Ferie ´09 i Bella Center - og for 33. gang i alt.
Årets vinder af Europæiske Rejsepris 2009 er: Bravo Tours.
Formanden for Danske Rejsejournalister, Anne-Vibeke Isaksen, hvis medlemmer står for udvælgelsen, sagde blandt andet i sin motivering:
- Årets modtager er ikke gammel i rejsebranchen, men har dog på få år formået at opleve en konstant vækst, som år efter år overskrider forventningerne. Prismodtageren fandt for et par år siden en naturlig plads på dagbladet Børsens liste over Gazelle-virksomheder.
- Det slog hovedet på sømmet, at årets prismodtager i 2008 lykkedes med noget, som ingen før har haft held til; nemlig at bryde et hul i muren til verdens vel nok mest lukkede land, Nordkorea. Rejsen var, har vi ladet os fortælle, en strålende succes uanset de begrænsninger i udfoldelsesmulighederne, man kan forvente i netop det land. Selskabsrejsen til Nordkorea gentages i øvrigt senere i år.
Bravo Tours blev stiftet den 2. januar 1999 og havde således tidligere i denne måned 10 års jubilæum. Det første år solgte bureauet 12.000 rejser.
Siden er det kun gået fremad. I 2008 transporterede selskabet 150.000 gæster og er nu placeret mellem de tre-fire største rejsearrangører i Danmark.
I år ventes Bravo Tours at sende 155.000 gæster af sted. 60 procent flyver fra Billund, 35 procent fra Kastrup og fem procent fra Aalborg. I gennemsnit er der 45 flyafgange pr. uge.
Foruden en række traditionelle chartermål sender Bravo Tours et stigende antal gæster på rundrejser i Thailand, Bali, Kina, Malaysia, USA, Kenya og Tanzania. Samtlige rejsemål understøttes af dansktalende guider. Netop det har været stærkt medvirkende til selskabets succes.
Siden 2005 har Bravo Tours været en del af det islandske Primera Travel Group, som med rettidig omhu valgte at etablere såvel selskab som bankforbindelse (Danske Bank) i Malmø, fjernt fra den islandske finansuro.
På billedet ses fra venstre formanden fra Danske Rejsejournalister Anne-Vibeke Isaksen, prisvinder direktør Peder Hornshøj fra Bravo Tours og direktør Preben Mullit fra Europæiske