For 29. gang blev prisen, hvis modtager suverænt vælges af Danske Rejseskribenter, uddelt på Ferie 05 i Bella Center i København.
"Sidste år var på det nærmeste en gavebod for danskere med udrejselyst. Derfor har det været mere end svært for Danske Rejseskribenter at finde frem til årets prismodtager, som en anerkendelse for at have gjort noget for danske forbrugeres muligheder for at rejse til udlandet. Alligevel var det måske ikke så svært, da vi fik mulighederne analyseret," sagde Danske Rejseskribenters formand, redaktør Ejvind Olesen.
"Et flyselskab, der på det nærmeste starter en ny rute lige så hurtigt, som det danske håndboldlandshold scorer mål mod Canada, og et selskab som nu er oppe på 39 ruter til 14 lande med et koncept, der falder i forbrugernes smag, og som for længst har brudt alle lavprisbarrierer. Der var måske nok en guldske i dåbsgave, men det garanterer ikke et langt og lykkeligt liv," sluttede formanden - inden Europæiske Rejseforsikrings adm. direktør Preben Mullit overrakte diplom og blomster til Maersk Airs adm. direktør Finn Øelund.
Ved prisoverrækkelsen var der også blomster til Tysklands turistchef i Danmark, Bernd Hässler, som fik prisen i fjor for "at have mod og viljestyrke og være parat til at satse og yde god service i øjenhøjde".